Horsens Fjord og sydlige Kattegat
Vi fortsætter vores NF Ø-træf projekt med fokus på både natur og kultur. Vi startede sidste år med Ærø. Nu er der så mulighed for et Ø-hop – Hjarnø og Endelave på en forlænget weekend.
Hjarnø
Hjarnø er en vidunderlig perle af en ø beliggende i Horsens fjord 5 minutters sejllads fra Snaptun Der er gode muligheder for vandringer med såkaldte oplevelsesruter på øen, måske ikke de mange km i benene, men der kan bygges på, hvis det er det, man er til. Kulturelt så er der en samling på 10 skibssætninger, og overleveringer hævder, at kong Hjarne er højsat her med sine mænd. For detaljer så er der god inspiration i folderen om Hjarnø inkl. et kort (https://www.hedensted.dk/media/4494935/hjarnoe_folder_sti_ny.pdf).
Der er en campingplads på øen, men vi overnatter (igen) på den primitive lejrplads lige ved siden af kirken, den næstmindste kirke i Danmark (se foto fra turen til Hjarnø i august 2017). Og der er en meget speciel inskription på en gravsten på kirkegården, vi røber ikke mere, så tag med og få selvsyn J
Efter en god dag og nat på Hjarnø tager vi færgen tilbage til Snaptun og entrer så færgen til Endelave. Øen som blev kåret til ’Årets Ø 2020/2021’. Med base på campingpladsen meget tæt på Endelave by vil vi gå på opdagelse i naturen og kulturen på Endelave. En tur går langs kysten gennem strandengene ved Flasken på nordsiden af Endelave og op til den øverste ende af Endelave – Øvre, som er et stort fredet naturområde, ca. 13-15 km. En anden tur går til stranden ved Klinten på sydsiden af Endelave og langs kysten mod øst til Lynger – det andet af Endelaves store naturarealer med skov, hede og strandengsområder, ca. 10-12 km. Der er også ’Kryddersnapse ruterne’, som kan kombineres til kortere eller længere ture (https://www.visithorsens.dk/horsens/planlaeg-din-tur/kryddersnapserute-gdk608568). Bemærk at det handler om at samle urter til at producere de færdige snapse. For dem med mange km i benene er der ’Kaninoen’ – en afmærket rute på 21 km, som tager vandreren forbi de vilde kaniners foretrukne levesteder. Der er således garanti for vilde kaniner – tænker vi. Og der er måske også sælsyn – dog ingen garanti. Kulturelt så er der Endelave kirke, lægeurtehaven, museum og glaskunst. Og måske mulighed for besøg hos dyrlægen som sammen med sin kone driver økologisk landbrug og har en gårdbutik. For detaljer så er der god inspiration i en folder om Endelave inkl. et kort, som kan findes på færgens hjemmeside (https://mf-endelave.dk/BilletterOgSejlplan).
Det praktiske
Da det er et træf, så kan man deltage i det hele eller blot noget af det, som man nu har mulighed for og lyst til. Men det betyder så også, at deltagerne selv sørger for billetter til færgerne samt booker overnatning på Endelave Campingplads. Det anbefales, at du/I gør det i god tid.
Hjarnø: Færgen går ofte, se sejlplanen her: http://xn--hjarnfrgefart-8fb2y.dk/. Vi satser på en færge torsdag kort efter frokost / først på eftermiddagen, således at vi kan nå at gå rundt på øen om eftermiddagen. Fredag tager vi færgen kl. 7.30 eller 7.50 til Snaptun.
Endelave: Færgen går fra Snaptun kl. 8.20 og er fremme på Endelave kl. 9.30. Retur søndag kl. 14.45 og fremme i Snaptun kl. 15.55. Se sejlplanen og priser her: https://mf-endelave.dk/BilletterOgSejlplan. Campingpladsen (https://www.endelavecamping.dk/).
Medbring
Hjarnø: Alt til en telttur under primitive forhold. Ingen mulighed for indkøb, men cafe ”Den Gamle Smedie” er åben ifølge de oplysninger, som vi kunne finde primo april 2021.
Endelave: Alt til en telttur. Mulighed for indkøb og flere muligheder for at spise ude.
Pris
Hjarnø: Det er gratis at overnatte på den primitive lejrplads.
Endelave: Det koster 100 kr. pr. nat at overnatte på campingpladsen, for et telt op til to personer.
Tilmelding: Se Rygsækken nr. 3 2021
Tilmelding allersenest søndag d. 6. juni.
Corona forhold
Det skal i denne corona tid gøres opmærksom på, at vi selvfølgelig følger situationen tæt og hele tiden er opmærksom på de til enhver tid anbefalede restriktioner samt anbefalinger for samvær.
Vi glæder os til Ø-træf-hop sammen med jer J
Turarrangørerne