Askø-Lilleø og Fejø-Skalø
Vi fortsætter vores NF Ø-træf projekt med fokus på både natur og kultur. Efter at have gæstet Ærø i 2020, Hjarnø, Endelave og Læsø i 2021 samt Bjørnø, Lyø og Avernakø i 2022, så går turen nu til Askø-Lilleø og Fejø-Skalø i Smålandsfarvandet – hele fire øer denne gang. Askø-Lilleø og Fejø-Skalø er smukkest om foråret, når frugttræerne blomster – typisk i maj måned, og det er derfor, at vi tager dertil i maj måned – Kristi Himmelfartsferien.
Askø-Lilleø
Askø ligger i Smålandsfarvandet nord for Lolland og er indbegrebet af idyl. Øen har et areal på ca. 3 km2 og er stort set helt flad – det højeste punkt er 3 meter over havets overflade. På Askø kan man besøge Askø Kirke, som kan dateres tilbage til 1500-tallet. Askø har også et Ø-museum, hvor man bliver taget med tilbage til livet på øen i gamle dage, hvor de fleste levede af landbrug og fiskeri, hvilket var et barsk liv grundet de mange stormfloder, der ramte den næsten helt flade ø. Der er også et enkelt galleri – Galleri 177.
Lilleø ligger lige ved siden af Askø. Øen har et areal på 0,86 km2, og det højeste punkt er 4 meter over havets overflade. Lilleø blev i 1914 forbundet med Askø med en ca. 700 m lang dæmning. Hovederhvervet på Lilleø er i dag frugtavl, og der dyrkes især æbler, pærer og blommer. Kokken Claus Meyer har sat Lilleø på landkortet, hvor han fremstiller brændevin, æblemost og øl.
Overnatning: Der er en lille teltplads ved havnen på Askø. Og der er to sheltere i byen – disse skal bookes på forhånd.
Indkøb: Askø købmand www.askoe-koebmand.dk
Spisesteder: Læs mere om Askø-Lilleø på https://www.visitaskoe.dk/?page_id=327
Fejø-Skalø
Fejø ligger også i Smålandsfarvandet nord for Lolland og benævnes af mange som Sydhavsøernes perle. Fejø blev i 2018 kåret til ’Årets Landsby’. Øen har et areal på 16 km2, og det højeste punkt Bibjerg er 13 m over havets overflade. Øen har to byer Vesterby og Østerby. En indbygger på øen kaldes en fejbatting. På Fejø kan man besøge kirken som er en middelalderkirke, museet, Fejø Mølle, Dybvig havn hvor der ligger to veterantræbåde Drivkvaserne som i sin blev bygget på Fejø og vedligeholdes af fejøboere i drivkvaselauget, Iduns have som forener kunst og havekunst i skøn forening.
Skalø er forbundet med Fejø med en kort dæmning og ligger i et område med mange andefugle og er et godt område for svanefjersamlere! Der er en lille havn og en lille strand.
Overnatning: Ro Naturcamp som ligger 200 meter fra færgelejet i Vesterby havn. Man kan overnatte i eget telt, camp-let samt mindre autocampere. Man kan også leje canvas telte samt små cabins med udsigt til Smålandsfarvandet, der ligger lige for enden af campen. Visionen for Ro Naturcamp er at skabe et bæredygtigt åndehul midt i den danske natur, hvor nærvær og afslapning er i fokus. En unik mulighed for at nyde havet, det grønne og ø-kulturen på et og samme sted. Se mere på ro-naturcamp.dk, booking på booking@ro-naturcamp.dk
Indkøb: LET-KØB Fejø.
Spisesteder: Fejø Ny kro i Vesterby, Hideaway Vingård og Figenarboret ved Vesterby, Fejø A Pizza i Vesterby havn samt flere der ligger lidt længere væk fra færgelejet.
Læs mere om Fejø-Skalø her http://fejoe.dk/
Dodekalitten
På en lollandsk mark med udsigt over Smålandsfarvandet er der skapt et monument, der kombinerer skulptur og musik midt i et landskab, til en unik samlet oplevelse. Dodekalitten (græsk: Tolvsten) er 12 stenstøtter, hver 7-9 meter høje og hver vejer 25- 45 tons, hvor de øverste 2 meter er udhugget som hoveder, der alle vender mod centrum i en cirkel med 40 meter i diameter. Under en kreds af siddesten er der indbygget et 12 kanal lydanlæg, som lader den rumlige elektro-akustiske musik klinge inde i cirklen dagligt i døgnets lyse timer året rundt. Vi tager turen til Dodekalitten fra Kragenæs gennem skoven og stopper op ved udkanten af skoven for at nyde udsigten til Dodekalitten og over Smålandsfarvandet. Derefter går vi i stilhed den sidste del af turen gennem åbent landskab op til Dodekalitten.
Det praktiske
Torsdag 18. maj: Færgen fra Bandholm til Askø kl. 12.30 eller 13.45, overfartstid ca. 30. minutter.
Fredag 19. maj: Færgen fra Askø til Bandholm kl. 13.40. Transport fra Bandholm til Kragenæs (ca. 15 km). Færgen fra Kragenæs til Fejø kl. 15.00 eller 15.50, overfartstid ca. 18 minutter.
Lørdag 20. maj: Fejø.
Søndag 21. maj: Færgen fra Fejø kl. 12.10 eller 13.00. Dodekalitten.
Lollands færgefart: lollandfaergefart.lolland.dk
Ovenstående plan som udgangspunkt, så ret til ændringer forbeholdes.
Da det er et træf, så kan man deltage i det hele eller blot noget af det, som man nu har mulighed for og lyst til. Men det betyder så også, at deltagerne som udgangspunkt selv sørger for at booke billetter til færgerne samt til overnatning om nødvendigt. MEN: det praktiske aftales indbyrdes mellem de tilmeldte deltagere og os efter tilmeldingsfristen.
Medbring
Alt til en telttur – som udgangspunkt, men se ovenfor vedrørende overnatningsmuligheder. Der er mulighed for indkøb på både Askø og Fejø samt flere muligheder for at spise ude på Fejø, se ovenfor.
Pris
Udgifter til færger samt evt. til overnatning.
Tilmelding: Se Rygsækken nr. 3 2023