Vandring fra Ry til Funder via Salten Langsø og Vrads-området
Endnu en gang udbydes en vandretur på en af de fantastiske ruter her i Det midtjyske Søhøjland. Turen går for en stor del gennem skove; men også gennem storslåede ådale, over store udfordrende bakker og i nogen grad på heden. Kort sagt en MEGET varieret tur, der næsten udelukkende går i terrænet. Det er en telttur med to forskellige overnatningspladser, hvilket indebærer, at du skal kunne bære din oppakning fra sted til sted. Især på andendagen kommer vi på steder, hvor terrænet kan udfordre en del p.g.a. store stigninger og nedture.
Fredag: Vi mødes ved 16-tiden på Ry Station (præcist tidspunkt efter tilmelding) og vandrer over broen og slusen over Gudenåen. Derefter følger vi Aarhus-Silkeborg Vandrerute de første ca. 5 km gennem skoven til Emborg Bro, til dels langs Gudenåen. Herefter ad grusvej 2-3 km til lejrpladsen Kallehave, der er en simpel teltplads i skoven lige syd for Gl. Rye. Vi tanker drikkevand ved en ejendom inden pladsen. Dagsetape ca. 8 km.
Lørdag: Vi går først forbi Gl. Rye bro og fortsætter langs nordsiden af Salten Å og senere Salten Langsø på stier og skovveje gennem et meget varieret terræn. Mest skov, men også lidt hede og åbne bakker med enebærbevoksning. Den ca. 8 km lange sø ligger isoleret med ingen offentlige veje til søen, og den omkranses af skove hele vejen rundt. Senere følger stor opstigning til Tyskerbakken og Saltenprofilet (et unikt sted, der har dannet ramme en del geologisk forskning). Det kommer formentlig til at passe med frokostpause på toppen med storslået udsigt over den imponerende Salten Ådal. Vi fortsætter ad markveje gennem skiftende terræn langs ådalens nordside til landsbyen Katrinedal, hvor vi krydser over til sydsiden af ådalen. Her fortsætter vi langs kanten af den bakkede Velling Skov på venstre side og Salten Å på højre side. Efter nogle km her følger en brat opstigning til endnu et unikt udsigtspunkt, Velling Kalv. Til sidst endnu nogle km op- og nedture gennem Velling Skov og Snabegård Plantage til shelterpladsen ved Vrads Station (veterantogsstation), hvor vi overnatter. Der er her 3 store shelters og også plads til telte, beliggende ved Bryrupbanestien. Der er multlokum og drikkevand på pladsen. Dagsetape: Ca. 21 km – med store op- og nedture nu og da.
Søndag: De første par km følger vi Bryrupbanestien (Horsens-Silkeborg), som vi derpå forlader og krydser over til Hærvejen, der her går et par km vestligere. Herefter følges Hærvejen, først i kanten af de berømte Vrads Sande, derefter gennem den lysåbne og meget varierede Skærbæk Plantage og senere Sepstrup Sande, der er en stor hede. Vi passerer landsbyen Sepstrup og fortsætter ad Hærvejen ind i Hørbylunde Skov, hvor vi støder til Funder-Ejstrup Natursti, der er et levn fra en gammel jernbane mellem Silkeborg og Brande. Vi følger denne frem til Funder gamle station gennem endnu en storslået dal. Til sidst nogle km ad små stier gennem Funder Skov til Funder Bakke, hvor vi slutter på undertegnedes bopæl. Vi slutter med noget til ganen og får det til at passe med bybussen til Silkeborg Station. Dagsetape ca. 20 km.
Mødested: Ry Station fredag ved 16-tiden (nærmere tidspunkt når aktuelle køreplaner kendes).
Offentlig transport: Der er tog
til Ry og Silkeborg mindst en gang i timen og bybus fra Funder til
Silkeborg Station.
Til dig, der kommer i bil: Det
anbefales at parkere bilen på stor fri parkeringsplads umiddelbart
vest for Silkeborg Station og tage toget til Ry. Til sidst kan man
tage bybussen fra Funder Bakke til Silkeborg Station. Så er man ved
bilen igen!
Medbring: Alt til en telttur fra sted til sted, herunder egen mad til hele turen. Hav god plads til drikkevand. Der er ikke vand ved første lejrplads. Kontakt evt. undertegnede hvis tvivl.
Tilmelding og oplysninger: Se Rygsækken nr. 3 2019