Natur og Fjeld

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Home Turkalender Detaljer - Jubi 50 stafet: Diagonal ruten med økuller fra Århus til Blåvandshuk #1

EMAIL Udskriv

Turkalender

Arrangementoplysninger 

Arrangement:
Jubi 50 stafet: Diagonal ruten med økuller fra Århus til Blåvandshuk #1
Dato:
09.05.2018 - 13.05.2018
Hvor:
Jylland -
Kategori:
Telttur

Beskrivelse

Jubi 50 stafet: Diagonal ruten med kyst-kuller fra Århus til Blåvandshuk

En telttur for vandrere med hang til nostalgi

Natur og fjeld foreningen bliver ældre og pludselig er det tid til igen at tænke på runde mærkedage. Traditionen tro vil bestyrelsen i lighed med tidligere jubilæer arrangere diverse jubilæumsture typisk som stafetture, hvor vi i løbet af nogle år og ditto weekender vil arbejde os igennem en række naturperler og gense gammelt tur-land. De gamle medlemmer vil nyde disse gensyn og ikke glemme at fortælle om deres ungdoms bedrifter til foreningens mange nye medlemmer. Jo der er bestemt mange naturoplevelser og ditto mængder nostalgi forbundet med disse jubilæums ture.

Flere medlemmer har budt ind med tilføjelser og ideer om denne helt unikke jubilæumstur. For medens vi vandrer mod Blåvandshug eller hjemme foran kaminilden, vil vi nemlig planlægge det videre forløb nordpå langs Vestkysten og hvor vi nu ender henne. Bestyrelsen planlægger selvfølgelig at leje en jubilæumshytte, sådan at det kunne være en stor event at slutte jubilæumsturen med at vandre ind til jubilæumsfestlighederne.

1. etape fra Århus Station til Vejle Station

Denne første etape bliver en tur med natur, kultur, strabads og nostalgiske højdepunkter, og vil primært blive en kysttur, men vi vil forstå også at søge væk fra kysten når de store turmål byder sig til, lige som det bliver spændende at se om det lykkes at passere Horsens Fjord og de 2 små kulturhistoriske ø-perler Alrø og Hjarnø, uden at blive søsyge.

Her er det hele: Østvendte kyster hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå og med ditto solopgang over de samme falmede bølger, dybe slugter og dunkle skove, søer og spændende istids-geologiske formationer, bugtende åer; her er et rigt fugle- og dyreliv og mange spændende planter.

Hele området er i den grad gammelt udfoldelses-område for en lang række tidligere NF(A) ture. Denne tur bliver formodentlig og forhåbentlig den første NF tur hvor det bliver muligt at tage det bedste fra alle de tidligere ture samtidig med at man får de bedste dele af kysterne ved Horsens og Vejle fjorde.

Jo det bliver en tur man vil huske og nødig gå glip af.

Turen starter onsdag morgen fra Århus Station og slutter søndag på Vejle Station. For dem der er ”arbejdsramt” er der fine muligheder for at slutte sig til stafetten i Odder.

Onsdag: Fra Århus station går vi på byvandring gennem Frederiksberg og videre til Marselisborg. Efter kaffe og royale minder går vi gennem de fascinerende og bakkefulde skove Torskov, Skåde Bakker og Storskov, for til sidst at ende ude på Stranden ved Moesgård, hvor vi sikkert fortjener et hvil inden vi kaster os over de langstrakte og nærmest uendelige Fløjstrup Skove. Forbi den bizarre shelter ved Mariendal og de uendelige rækker af sommerhuse ved Ajstrup Strand. Og nu skal vi til at tage farten af så vi ikke overser Norsminde Fjord.

Det kan blive udfordrende at se om der findes en farbar vej på nordsiden af Fjorden og Odder Å, som følges helt ind til den nordvestlige del af Odder by, hvor vi finder overnatningsstedet Bisgårdsskoven, se http://udinaturen.dk/facilitet/Bisgårdsskoven/13599

I alt ca. 24 km, det meste let gået.

Torsdag byder først på en lille shopping tur ind til centrum af Odder, inden vi skyndsomt forsætter vores store åvandring lags Odder Å mod vest til kilderne i Lundhof Skov. Fra det betagende vandskel ved Storskoven og den kultiske Tyrmose følges den smukke Åker Ådal ret sydover gennem de vilde skove Spåkær og Hestehave, hvor en af oldtidens lokale helte Svend Felding huserede. Vi skal nok lige et smut forbi Åker slot – det er godt nok flot men også truende med sin beliggenhed i bunden af den flade dal. Jo her har de arme bønder fået ”kærligheden” at føle både i tide og utide (nok mest det sidste).

Vi skynder os hurtigt videre ind i det bjergrige Sondrup Plantage og Uldrup Bakker. Heldigvis går det mest nedad mod Horsens Fjord, men der er rig lejlighed til at fare vild i disse betagende hede områder og lysåbne fyrretræs skove. Men med kyndig vejledning når vi ned til de fugtige enge hvor Åkær Å endelig slipper ud i Horsens Fjord, lige som den kyndige guide viser os en sikker vej over de fugtige enge og forbi prægtige Angus tyre.

Den sidste del af turen hen over dæmningen til Alrø og den flade Alrø, er en ren 9 km promenadetur. Men da solen sikkert skinner nådesløst fra en skyfri himmel, så kan man godt blive varm og øm i fødderne på den sorte asfalt.

Fra Alrø er der bestilt skibstransport over til Hjarnø, se http://www.hjarnø.dk/Hjarn.dk.html. Vores primitive lejrplads ligger lige ved siden af kirken og ud til fjorden, se http://udinaturen.dk/facilitet/Hjarnø/5053. Denne plads vil for os altid stå som den ultimative lejrplads og bør være et must på for enhver respektabel NF-er.

Vel fremme på Hjarnø vil der efter aftensmaden være mulighed for at gå lidt rundt på øen og fornemme den helt specielle stemning og kultur man finder på sådan en ”bette” ø, lige som man kan benytte den udmærkede badestrand lige uden for lejrpladsen. I sandhed en dag med gode muligheder for at opbygge en naturlig træthed inden man skal ”ned i posen”.

I alt ca. 24 km som sikkert vil føles længere.

Fredag tager vi morgenfærgen over til Snaptun med alle dens letkøbte fristelser. Men snart finder vi ind på den vel afmærkede kyststi mellem Snaptun og Juelsminde. Vi vil vide at søge væk fra kysten i tide inden vi når det ”løsslupne” Juelsminde med alle dets fristelser.

Fra de brede sandstrande ved Sandbjergvig søger vi nemlig mod vest ind i de store skovmassiver Nørre Skov, Lottrup Skov og Klejsskov. Vel ude af skoven befinder vi os på et åbent højtliggende plateau med en mosaik af små gårde og ditto marker adskilt af hegn og diger. Det bliver spændende at se om vi kan navigere igennem dette landbrugsland uden al for mange genvordigheder eller om vi bliver nødt til at tage til takke med nogle offentlige småveje.

Og midt i det hele finder vi den lille bosætning Breth, hvor vi slår lejr for natten, se http://udinaturen.dk/facilitet/Barrit/5212

I alt ca. 20 km, det meste let gået.

Lørdag går vi mod syd til Barrit hvor vi kommer ind i den prægtige Sønderskov ved Vejle Fjord. Resten af turen til Vejle går langs fjorden gennem nærmest uendelige ny udsprungne bøgeskov. Det lyder tillokkende men det kræver god styrke og overblik at forcere de umådeligt mange kildevæld med ditto bjergbække, som har skåret sig dybt ned i de bratte moræne bakker ned mod fjorden. Da morænebakkerne meget specielt er opbygget af plastisk ler som i tilgift med højtliggende grundvand,muliggør at man kan få en ganske ”eksotisk” oplevelse så kan det sine steder synes nærmest uoverkommeligt at tage sig vej langs fjorden – uafhængigt af om man går på stranden eller oppe på selve kysten.

Vi skal gennem de velkendte Rand Skov, Staksrode Skov, Vester Skov og Bjergfald Skov inden vi når ud til asfaltvejen ved herregården Rosenvold, hvor der sikkert kan købes en svalende is på Campingpladsen.

Men det er ikke slut med strabadserne. Så snart vi har passeret Rosenvold Å begynder skovene og de specielle klinter igen. Vi passerer forbi kultagtige sanatorier som f.eks. Ewaldbakke og når endelig frem til Ullerup Eng, hvor vi fortjent har vores sidste overnatning, se http://udinaturen.dk/facilitet/Grund-Skov---shelterplads-på-Ullerupengen/12188

I alt ca. 20 km, det meste er ikke let gået.

Søndag: Der venter os en meget smuk forårstur i den ”grønne” skov med fantastiske udsigter over og på den anden side af fjorden, men forsat kringlet tur ind til Vejle grundet passage af de mange Bjergfaldsbække. Vi begynder ”indflyvningen” til civilisationen med gamle herskabsvillaer og ditto haver, passerer under Vejle Fjord motorvejsbroen, kikker forundret på den futuristiske opfyldning af fjorden for slutteligt at være på Vejle Station.

I alt ca. 15 km, relativt let gået.

Topografiske kort kan udskrives på http://k.pegel.dk/

Medbring: Alt til en telttur samt alle måltider. (Der er indkøbsmuligheder, lige som man vil kunne fristes til at købe frokost/aftensmad flere steder under vejs).

Mødested:  Århus Station kl. 10.45. Vi regner selv med at køre i bil til Vejle Station og så tage toget til Århus.

Pris: Lidt til skibstransport (ca. 50 kr), evt. et mindre beløb til overnatning på en enkelt af pladserne, evt. iskager og andet snolder mv.

Tilmelding og turarrangør: Se Rygsækken nr. 2 2018

Sted

Område:
Jylland

P1010085.JPG

Næste ture