Natur og Fjeld

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Home Artikler Turplanlægning

Turplanlægning

Email Udskriv PDF

Denne turvejledning henvender sig primært til nye medlemmer af Vandreforeningen Natur og Fjeld. Den første del af turvejledningen er ment som en hjælp til dig, som har lyst til at lave en tur. Den beskriver kort de vigtigste forhold, du skal tænke på, når du vil arrangere og afholde en tur. Den sidste del af turvejledningen er primært rettet mod dig, som har lyst til at deltage i en tur.

Turannonce:

Ture annonceres i Foreningens blad ’Rygsækken’ samt på hjemmesiden (http://www.natur-fjeld.dk).

Turannoncen sendes til redaktøren ( Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. ). Redaktionsfrist er angivet på side 2 i Rygsækken.

Turannoncen bør indeholde følgende:

  • Destination og tidspunkt: Turannoncens overskrift.
  • Omtale af turen: Kort omtale af turområde, sværhedsgrad, længden for de enkelte dages vandreetaper, overnatningsforhold (telt / hytte / eller anden form), særlige forudsætninger for deltagelse, deltagerbegrænsning, er turen børnevenlig, kort- og litteraturhenvisninger, andet af relevans for den pågældende tur.
  • Mødetid og sted: Gerne også sluttid og sted.
  • Transport: Mulighed for fællestransport, relevante tog- / bustider, hvordan kommer man frem til mødestedet, gerne en kortskitse eller link til mødestedet.
  • Turpris: Udgifter i forbindelse med turen som f.eks. overnatning, fælles mad og transport, og til hvem betaling skal ske.
  • Medbring: Udstyr til en telttur såsom telt, trangia, proviant og øvrigt nødvendigt udstyr / henholdsvis til en hyttetur såsom sovepose, lagenpose, indesko, proviant. Nævn også her hvis der er fællesmad på hele eller dele af turen.
  • Tilmelding: Turmagerens navn, adresse, telefonnummer og email, samt tilmeldingsfrist.

Særligt for ture i udlandet:

Længere ture i udlandet skal altid have to turmagere. Ved disse ture er det en god idé, at man inden tilmeldingsfristen holder et orienteringsmøde, hvor turen kan diskuteres. Vi kan også anbefale, at man afholder en weekendtur, inden turen finder sted. På denne tur vil det være muligt for dig at vurdere, om deltagerne har de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre turen.

Særligt vedrørende turpris:

Turprisen angivet i turannoncen dækker de udgifter, der specifikt er nævnt i annoncen dvs. selve turens faktiske udgifter. Hertil kommer som regel udgifter til transport til mødested og fra slutsted. Ved denne form for ture hviler den enkelte turs økonomi i sig selv.

Ved ture, hvor der kan være større udgifter forbundet med hytteleje og/eller transport (for eksempel skiture i udlandet eller ture i Danmark hvor en hytte er nødvendig), kan økonomien køre over Foreningens konto. Ved denne form for ture tilfalder evt. overskud Foreningen, ligesom evt. underskud dækkes af Foreningen. En forudsætning ved disse ture er, at du har indsendt et budget til bestyrelsen, samt at dette er godkendt af bestyrelsen, inden turen annonceres. Sammen med budgettet skal du indsende evt. lejekontrakt(er), herunder betingelser for afmelding.

Efter turen:

Efter turen skal du indsende oplysninger om turens forløb og antal deltagere til sekretæren (kontaktdetaljer findes på side 2 i Rygsækken) ved at udfylde turskemaet:
Natur og Fjeld statistik:

Tur                                ___________________________________________________
Turmager(ere)               _______________________________________
Fra Sjælland deltog       ____________voksne ___________børn
Fra Fyn deltog              ____________voksne ___________børn
Fra Jylland deltog         ____________voksne ___________børn
Kommentarer til turen
_______________________________________________________________
_______________________________________________________________
_______________________________________________________________

Hvis turens økonomi er kørt over Foreningens konto, sendes regnskab for turen til turkoordinatoren (kontaktdetaljer findes på side 2 i Rygsækken) hurtigst muligt efter turens afslutning.

Vi håber, at du med denne turvejledning har fået mod på at lave en tur. Det er ikke så svært, som du måske lige går og forestiller dig. Udover denne turvejledning kan du også lade dig inspirere af turannoncer i Rygsækken og på hjemmesiden. Ligesom at du selvfølgelig er meget velkommen til at kontakte et medlem i bestyrelsen (kontaktdetaljer findes på side 2 i Rygsækken).

Særligt til turdeltagere:

Som deltager skal du huske, at deltagelse i Foreningens ture sker på eget ansvar. Du skal endvidere være opmærksom på, at du skal være medlem af Foreningen for at kunne deltage i de annoncerede ture. Dog kan du altid deltage i en dag- eller weekendtur i Danmark for at prøve det af og lige se Foreningen an, inden du melder dig ind.

Når du overvejer, om deltagelse i en tur er forsvarlig, skal du ikke alene tænke på muligheden for selv at kunne gennemføre turen, men også på den uheldige virkning for turens forløb, hvis du som deltager får problemer undervejs og i værste fald ikke kan gennemføre turen. Som deltager i en længere tur i udlandet vil vi defor opfordre dig til, at du forinden har været med på mindst én men gerne flere weekendture i Foreningens regi.

Du skal bemærke, at turvejledningen og turannoncer ikke kan være fuldstændigt dækkende for alle forhold. Det er jo sådan, at der på næsten alle former for ture kan opstå uforudsete situationer, hvor det så er nødvendigt at improvisere sig frem. Og da vi i Foreningen laver ture for og med hinanden, så er turens succes jo et fælles ansvar.

Velkommen på tur i Vandreforeningen Natur og Fjeld

Bestyrelsen, november 2011

 

 

P1010170.JPG

Næste ture